http://denmarkofmyheart.wordpress.com
DENMARK OF MY HEART – Orthodox Denmark
Et skriftemål
Kilde:
https://ortodoks.dk/ortodoks-tro-og-praksis/sakramenterne/et-skriftemael
ORTODOKS
En tekst fra Athos
Min Herre og Frelser, velsign mig, som skrifter mine synder for Dig. Jeg skrifter ikke alene med ord, men tillige med bitre tårer; for der er meget at græde over.
Min tro på Dig vakler, Herre: Tanker, som udspringer af for lille tro og af vantro trænger sig ofte ind i min sjæl… Jeg er frem for alt selv skyldig i, at jeg ikke kæmper imod mangelen på tro og ikke anråber Dig om hjælp. Så meget mere skyldig er jeg, når jeg bliver til forargelse for andre i gerning eller ord. Og jeg er skyldig ved den koldblodige tavshed, der bemægtiger sig mig, så snart samtalen drejer sig om tro. Jeg er fuld af synd i alt dette; tilgiv mig, Herre, vis barmhjertighed, og skænk mig troen.
Jeg svigter, når det gælder kærligheden til min næste, ja selv til mine nærmeste… Jeg er skyldig, når jeg hjælper men kun gør det modstræbende. Jeg er skyldig deri, at at jeg ikke hjælper ud fra rent kristne bevæggrunde, men af egenkærlighed, ud fra ønsket om at modtage tak og ros. Tilgiv mig, Herre! Blødgør mit hjerte, og lær mig ikke at se på, hvordan mennesker handler over for mig, men på, hvordan jeg handler over for dem.
Jeg forsynder mig også derved, at jeg sjældent, meget sjældent, tænker over mine synder. Ikke alene igennem ugen har jeg vanskeligt ved at tænke på dem, men selv mens jeg forbereder mig til skriftemålet, anstrenger jeg mig ikke for at bringe mine synder i erindring. Oftest lyder det i mit indre: Jeg er ikke skyldig i noget særligt, jeg er ikke som de andre.Herre, det er som om, jeg for Dig ikke indser, hvad synden er: hvert tomt ord og selve syndens begær i hjertet. Og hvor mange ord, hvor meget begær kommer der ikke hver dag, forikke at tale om år! Du alene, Herre, kender dem alle. Skænk Du mig evnen til at se mine synder; skænk mig evnen til at vise medlidenhed og tilgive.
Desuden bekender jeg, at når jeg vedbliver at synde, skyldes det i virkeligheden, at jeg afstår fra at bekæmpe det onde i mig selv. Så såre den mindste undskyldning eller anledning viser sig, kaster jeg mig ret ud i syndens afgrund; og først efter mit fald spørger jeg: Hvad har jeg gjort? Hvis jeg føler sorg over det, skyldes det min sårede egenkærlighed og ikke bevidstheden om, at jeg har forsyndet mig mod Dig, Herre.
Jeg kæmper ikke imod selv den åbenlyse ondskab, end ikke de mest tomme og skadelige vaner. Jeg mangler kontrol over mig selv og søger end ikke at opnå den. Jeg har syndet; tilgiv mig, Herre!
Ydermere: Den syndighed, som er knyttet til mit iltre temperament, som har magt over mig, kan jeg slet ikke få bugt med. Hører jeg et vredt ord, svarer jeg ikke med visdommens tavshed, men opfører mig som en hedning: øje for øje og tand for tand!Fjendskab opstår af noget betydningsløst, den varer ved i dage og uger, og jeg, jeg tænker ikke på forsoning, men forsøger snarere at vinde større styrke, som gjaldt det om at få hævn ved først givne lejlighed. Hav Du medlidenhed med mig, Herre, tilgiv mig, og skænk mit hjerte fred!
Hele mit liv er en række af synder: Jeg griber ikke den tid, Du har skænket mig til at vinde den evige frelse. I bønnen står jeg ofte uden ærbødighed, beder mekanisk, dømmer andre og deres bøn frem for at bekymre mig om mig selv. Hjemme koster det mig iblandt store anstrengelser at bede; og mine tanker er ofte så adspredte, at jeg end ikke kan høre min egen bøn! Der er endog tider, hvor jeg helt springer mine bønner over. Sådan er jeg i mit forhold til Dig; og jeg véd intet andet at sige end dette: Tilgiv mig, Herre, og vis barmhjertighed!
I forhold til mine medmennesker synder jeg i alt … Med min tunge synder jeg ved falsk vidnesbyrd, ved spottende, provokerende og sladderagtig tale. Jeg synder med mine øjne, mit sind og mit hjerte. Jeg dømmer andre, og jeg nærer langvarigt fjendskab.
Ikke alene med sjælen synder jeg, men også med legemet; for jeg indtager umådeholdent mad og drikke. Du, som elsker menneskene,tag imod min anger og min omvendelse, giv mig i fred at kunne nærme mig Dine hellige og livgivende mysterier til syndernes forladelse, så at jeg kan få skik på mit liv i denne verden, og for at jeg kan blive arving til det evige liv. Amen!
Hl Efraim Syreren, den store omvendelsens lærer, udbrød engang: Jeg er end ikke værdig til at bede Dig om tilgivelse, Herre! Hl. Basilios den Store spurgte engang Hl. Efraim:Hvorledes kan man styrke sig, så man undgår at falde i synd? Hvorledes kan man blokere lidenskabernes indgang? Og Hl. Efraims eneste svar var tårer! – Hvad skal da jeg sige for Dit åsyn, Herre, jeg, der af vane er så stor en synder?
Skænk mig, Herre, for vore hellige fædre Efraim og Basilios’ forbønners skyld, angerens tårer. Hjælp mig til indefra at nedbryde onde gerninger, al forfængelig tale og alle onde tanker. Glemmer jeg at nævne nogen synd, kender Du dem alle, så hjælp mig da at mindes, for jeg ønsker ikke at skjule noget for Dig. Befal Du mig, Herre: Bekend dine overtrædelser, så du kan blive retfærdiggjort; og jeg siger: Mine synder er mangfoldige, Herre, de øges uden ophør, og der er ingen grænser for dem. Jeg véd, og jeg kommer i hu, at selv en uren tanke er en afskyelighed for Dig; men jeg, jeg ikke blot tænker, jeg gør også dét, der volder Dig sorg. Jeg véd, at jeg handler ondt; og dog vender jeg mig ikke bort fra det…
Og nu – min omvendelse har end ikke taget sin begyndelse, og dens afslutning er fuldkommen ude af syne, fordi jeg ikke sørger over mine synder. Der er i sandhed ikke ende på de slette tanker i mig: Jeg bryder ud i selvglæde, forfængelighed, stolthed og fordømmelse. Jeg bærer nag, og jeg ønsker hævn. Jeg indlader mig ofte på skænderier, og jeg bliver vred uden nogen grund. Jeg er ondskabsfuld, jaloux, doven og blindt stædig. Jeg betyder så lidt, og dog tænker jeg så meget på mig selv. De ærværdige ønsker jeg slet ikke at ære; men selv kræver jeg at blive æret uden mindste grund.
Jeg lyver selv,men bliver vred, når andre er løgnere. Jeg fordømmer bagvaskere og tyve, dog stjæler og bagvasker jeg selv. Jeg fordærver mit indre med vellystige tanker og begær, men dømmer strengt andres mangel på mådehold. Jeg bryder mig ikke om selv at være til morskab, og dog elsker jeg at drille andre, uden at tænke over hvem eller hvor, selv i kirken. Enhver, som siger sandheder om mig, betragter jeg som en fjende. Jeg bekymrer mig ikke om at tjene andre; men hvis jeg ikke selv vartes op, bliver jeg vred. Jeg afviser koldt at hjælpe min næste; men når jeg selv er i vanskeligheder, kræver jeg uden videre hans hjælp. Jeg ænser ikke at besøge de syge; men så såre jeg selv bliver syg, forventer jeg, at nogen tager sig af mig, uden at jeg så meget som har bedt dem om det.
Herre, send strålerne fra Dit himmelske lys ned i min sjæls dybder, så at jeg kan se mine synder! Mit skriftemål ender så godt som altid som en ydre opregning af synder. Herre, min Gud, om ikke Du var barmhjertig, om ikke Du skænkede hjælp, ville jeg være fortabt. Utallige er de gange, min samvittighed har givet Dig løfter om at begynde på et bedre liv; men mine løfter har jeg brudt, og nu lever jeg som før, uden at have forbedret mig. Jeg skammer mig over at vise mit ansigt over for et andet menneske, over for hvem jeg ikke har holdt mit ord. Hvordan skulle jeg da kunne stå foran Dig, min Gud, uden at føle skam og fornedrelse? For jeg har så mange gange aflagt løfter foran Dit hellige alter, foran englene og de hellige; og alligevel har jeg ikke holdt mit ord. Hvor ussel er jeg ikke, Herre? Hvor skyldig? Du står med retfærdigheden, Herre; men os tilhører skammen (Dan. 9:7).
Kun ved Din uendelige godhed, Herre, kan jeg udholde dette! Du fordømte mig ikke, når jeg syndede; fordøm mig heller ikke i min anger. Lær mig, hvorledes jeg kan lægge mig på sinde at opregne alle mit livs synder: ungdommens skødesløse synder, selvglædens voksne synder, dagens og nattens synder, synderne mod mig selv. Min Herre og Frelser, hvordan kan jeg opregne alle mine synder i det korte øjeblik, hvor jeg står på dette hellige sted? Men jeg husker, Herre, hvordan Du bemærkede Dig tolderens og røverens fåmælte anger; og jeg er forvisset om, Herre, at Du nådigt vil tage imod den blotte vilje til omvendelse. Derfor beder jeg Dig af hele min sjæl, Herre: Tag imod min anger i syndsbekendelsen, som jeg dagligt læser fra Bønnebogen.
Mine synder er langt flere end dem, der nævnes dér; og selv ejer jeg intet, der kan udslette dem. Jeg har intet andet at tilbyde end min stræben imod Dig og min higen efter det gode; men selv ejer jeg ikke styrken til at rette mig, Herre , Du, som elsker menneskene. Synderen, som kommer til Dig og bønfalder Dig om tilgivelse, viser Du ikke bort, Herre. Allerede inden han nærmer sig Din nådes døre, åbner Du for ham og viser ham vejen. Endnu inden han bekender sine synder, skænker Du ham tilgivelse.
Tilstå mig Din tilgivelse for alt, hvad jeg angrer; giv det i Din store nåde. Tilgiv alt det onde, som jeg har gjort, sagt og tænkt. Og send mig, Herre, ved Din tilgivelse, også styrke, så at jeg fra nu af kan leve efter Din vilje og ikke længere krænke Dig.
Hjælp mig, Herre, at jeg må blive frelst. Styrk mig ved modtagelsen af Dine hellige Mysterier. Tilstå mig, for at jeg værdigt kan tage imod Dine Mysterier, Din barmhjertige nåde og tilgivelse gennem Din tjeners ord. Tal ved Din Helligånd, som høres, ikke af øret, men af et angerfyldt hjerte, og skænk mig en fredfyldt samvittighed. Amen.
Teksten er oversat fra engelsk og bearbejdet af redaktionen. Den stammer fra tidsskriftet ”Orthodox Life”. Den første danske version var at læse i det ortodokse ”Kirkebladet”nr. 28, 1996.
